
Jerven Fjellduken


Jeg stiftede første gang bekendtskab med Fjellduken i 2006 - og det var kærlighed ved første blik.
Jeg kommer fra 1. Bataljon ved Den Kongelige Livgarde. Dette er en Winter Warfare Batalion - altså en bataljon beregnet på at blive indsat i arktiske egne, som vores spidskompetence. Det var i Nordnorge 200 km nord for polarcirklen, i de norske Fjelde at jeg så de Norske Telemark Ingeniører bære rundt på dette - lad os kalde det et multiværktøj - som når man først har det, ikke kan være foruden!

Jeg ejer to forskellige versioner:
Den ene er:
Fjellduken Thermo som vejer 1300g og er sammenfoldet 143x143cm
Den anden er:
Fjellduken Hunter som vejer 1500g og er sammenfoldet 102x220cm
Lad os lige starte med lidt specs, inden jeg fortæller om mulighederne med dette stykke multiværktøj. Om det er norsk beskedenhed ved jeg ikke, men selv firmaet fortæller ikke alt om dette produkt, og det er synd, for enhver soldat, jæger og vildmarks menneske med respekt for sig selv burde eje dette. Det undre mig at ikke flere kender til det, men det kan måske skyldes de beskedne nordmænd.
Helt basalt taler vi om tre lag.
Et vand -og vindtæt yderlag af aluminiumsbehandlet Polyester
Det der gør hele forskellen, er den aluminiumsbehandlet inderside. Virkningen er, som man kender det fra redningstæpper, en varmereflekterende effekt.
Et lag Fyld bestående af PrimaLoft®
PrimaLoft®-isoleringens silkebløde kvalitet og varmeholdbarhed minder om gåsedun men er designet til den amerikanske hær i 1980'erne. PrimaLoft® er med eksklusive slutninger i syningerne og skræddersyet til permanent vandmodstand. PrimaLoft® er det mest luksuriøse materiale, som giver produkterne en helt unik kvalitet og komfort, som du helt sikkert aldrig har oplevet før. Har du endnu ikke prøvet et produkt med Primaloft, så gør den selv den tjeneste - Du vil ikke fortryde.
Et inder lag af Stof af Ripstop Polyester
Ripstop er en helt speciel måde at væve mange forskellige materialer på. Det helt specielle mønster forhindrer at en evt. flænge vil løbe, da Ripstop-teknologien sikrer at skaden hurtigt når et punkt hvor der er vævet en grænse, således at skaden ikke forværres.
Under en test om vinteren i 1995 havde firmaet bag produktet, en temperaturstigning på utrolige 29 ºC. i Jerven Thermo. Udendørstemperatur -14 ° C. og inde i Jerven + 15 ° C. Den eneste varmekilde var personen inde i posen!
Under sådan en test, er man helt lukket inde i posen, og sidder reelt i fosterstilling/overlevelsesstilling, men det viser meget godt at det er et uundværligt stykke redningsudstyr. Hvis du kombinerer Fjellduken med din sovepose, kan du få nogle super fede komforttemperaturer.
De norske Telemarksoldater, bruger Fjellduken udover deres soveposer, og opnår derved en suveræn komforttemperatur (friluftsland har en super guide til hvad komforttemperatur er HER) hvor de sover i fjeldende i temperaturer under -40 ºC
Som den hurtige læser opdager, er Thermo ikke stor nok til en sovepose, da den kun er 143cm lang, men den kan stadig bruges i en overlevelsessituation (Hvor man ligger i fosterstilling, udslået er den 143x286, og er et glimrende tæppe over soveposen, eller som isolering under liggeunderlaget. Dertil kan man altid rulle sig ind i den, og den kan stort set bruges til det samme som Hunter, som er den jeg vil gennemgå anvendelses mulighederne af.
1. Jagt
Som navnet angiver, er den suveræn til jagt, hvor man skal sidde stille. Fjellduken har 2 lynlåse hvor dine arme kan stikkes ud, og ikke nok med det, medfølger der vandtætte ærmer med elastikker (i bedste Fru Hyttemejer stil). Disse er ikke foret, men de har stadig den varmereflekterende membran. (skal du bruge den til jagt, så overvej mønstret)
2. Sovepose
Jeg har brugt den som sovepose/tæppe i temperature fra 5 til 25 ºC - og her mener jeg som reel sovepose, hvor man ligger i undertøj. Dog er den er ikke lige så lækker på kroppen som en alm. sovepose.
3. Varmeforstærkning
Tag den udover din sommersovepose og udvid til 3 sæsoner. Tag den over din 3 sæsoners sovepose, og klar vinteren i Danmark, eller tag den udover din vintersovepose og læg 10-15 grader ekstra til komforttemperaturen.
4. Isolering
Læg den som et isolerende lag i teltet, og forøg dit underlags R-Værdi (Også her har friluftland en udmærket guide, der kan ses HER )
5. Bivuak
Brug den som Bivuak. Medtag enten pløkker eller brug grene. Hullerne til pløkkerne er store nok til at der kan komme grene igennem.
6. Cover
Brug den som cover til dit badedyr ved vandpassage - En disciplin alle soldater kender - og elsker (derfor får man også lige her en lille film om vandpassage)
Eventyrer, siriuspatrulje mand og jægersoldat Erik B. Jørgensen deler tips til hvordan man bedst, og mest sikkert, kommer igennem vandpassage.
Disse tips er især brugbare på de længere ture, hvor en å eller flod, sætter en naturlig grænse for din videre færd.
Her bruger han et vandtæt cover, men Fjellduken kan sagtens bruges, og vil skabe større opdrift.
Husk at træne vandpassage hjemmefra.
7. Nødbåre
Fjellduken er stærk nok, og med muligheden for at åbne i hver ende, kan man stikke 2 rafter igennem og derved have en lækker båre.
8. Hængekøje
Det er ikke perfekt hvis duggen falder tungt, da der på indersiden er stof, men det er en mulighed.
Og jeg kan garantere at der helt sikkert er flere anvendelses muligheder!
Opdatering 16 februar
Min gode ven, og tidligere kollega fra Den Kongelige Livgarde Dario skrev følgende til mig
(Man er altid velkommen til at kommentere artikler, og komme med spørgsmål eller gode råd):
Fed artikel, og MEGA fedt STK grej, har også haft den siden Norge.
2 ting jeg tænker artiklen mangler, når jeg lader tankerne løbe:
1. det er svært hvad man skal pille ud af rygsækken. Det er jo meget årstidsbestemt, men hvad piller man fra?
Sovepose
Teltflage (nej)
Poncholiner (nok den man skifter ud med jerven)
Kondom
2.Jeg har ALTID min Jerven i bilen. Som nødtæppe om vinteren (hvis man er "stuck" i bilen. Om sommeren til stranden/picnic (holder os tørre, og kulden nede/væk)
Som bonus, så kan jeg nævne at LOPKSEK har brugt jerven som termisk sløring på øvelse i Oksbøl mod KVG.
Den, kan også bruges som under quilt til hængekøje.
Hvis du ikke kender det, så er det en åben sovepose man hænger under Køjen.
Jeg har lavet nogle elastik snor og med karabiner, bliver den hængt på min Køje.
Ordforklaring:
KVG - Kampvogn - Disse har termiske sigte hvilket betyder at de kan se varme forskelle i terrænet, og derved se fjenden.
LOPKSEK - Letopklaringssektion, Ved stabskompagnierne er denne sektion øjnene bag fjendens linjer, det er, vil de fleste nok give mig ret i, en flok tosser, der køre rund i lette køretøjer, elsker at blive våde og kolde, og selvfølgelig, det vigtigste: At sprænge ting i luften
Tusinde tak til Dario for indsparket
Du finder producentens hjemmeside her:: https://www.jerven.com/
OBS: I artiklen bruges links fra Friluftland, jeg har intet samarbejde med Friluftland, men kan lide deres forklaringer, og derfor bruges deres links